Vold i familien

Det er en voldsom belastning for børn at være udsat for vold – eller overvære vold i hjemmet. Børn kan blive opfyldt af en dyb angst. Livet er uforudsigeligt, og børnene lever ofte med et forhøjet alarmberedskab. Det er ikke trygt at færdes derhjemme, og børnene oplever de voksnes adfærd som truende, svingende, ustabil og ude af stand til at passe på dem.

De voksne er ofte optaget af deres egne konflikter og har ikke overskud til at se og høre børnene og deres behov. Samlet påvirker det den psykiske omsorg for barnet.

Det skønnes at ca. 33.000 børn lever med vold i hjemmet.

 

Der findes flere former for vold

Fysisk vold

Fysisk vold er f.eks. når man bliver slået, sparket, skubbet, fastholdt, brændt, rusket mm. En enkelt lussing, er også vold. Den fysiske vold er, den som er mest synlig for øjet, fordi den kan vise sig på kroppen f.eks. som blå mærker og er anledning til fysisk smerte.

Psykisk vold

Psykisk vold er, når man bliver ydmyget, hånet, talt meget grimt til, truet eller nedgjort eller bliver afstraffet, og låst inde på værelset. Den psykiske vold er ikke altid synlig for en udenforstående. Psykisk vold følger altid med, når børn udsættes for fysisk vold. Eller når børn oplever fysisk vold i deres familie (f.eks hvis far slår mor).

Seksuel vold

Seksuel vold er, når man bliver tvunget til sex mod ens vilje, eller når nogen overskrider ens grænser i forhold til berøring og sexuel adfærd, og gør en utryg og utilpas.