Konceptet bag PREP

PREP står for ”Prevention and Relationship Enhancement Program”, som vi i Danmark lidt frit har oversat til ”Praktiske Redskaber til et Engageret Parforhold”.

Konceptet er oprindeligt udviklet af forskere på Denver Universitet i USA på basis af mere end 25 års forskning i pars indbyrdes kommunikation og adfærd.
Deres mange studier viser med al tydelighed, at der er sammenhæng mellem et velfungerende parforhold og god kommunikation.

PREP er et kursusprogram, der baserer sig på viden om de faktorer, der fremmer og hæmmer gode parrelationer. På kurserne bliver par undervist i, hvordan de via bedre kommunikation og forståelse for hinandens roller og indflydelse i parforholdet kan mindske konfliktniveauet og opnå et mere konstruktivt samspil.

Studier har vist, at par, der lærer at anvende principperne bag PREP, har det markant bedre i deres parforhold. De oplever færre problemer, har mere positivt samspil og kommunikation med hinanden, og de har større chance for at blive sammen.

Arbejdet med parrelationer skal ses i sammenhæng med at 47% af alle ægteskaber i Danmark går i opløsning og at 25.000 børn hvert år oplever at forældrene går fra hinanden. Hvert 3 danske barn oplever en skilsmisse inden det er fyldt 18.

For yderligere oplysninger henviser vi til Center for Familieudviklings hjemmeside.