Efterfødselreaktion

En efterfødselsreaktion er en følelsesmæssig tilstand, hvor man kan føle sig trist og urolig eller ligefrem angst på en måde, der griber negativt ind i tilværelsen.

Det kan din sundhedsplejerske hjælpe dig med at håndtere, hvorfor du tilbydes ekstra besøg eller gruppeforløb, hvis du har en efterfødselsreaktion. Kontakt din sundhedsplejerske for et besøg.

Undersøgelser har vist, at den bedste strategi er tidlig opsporing ved hjælp af et EPDS-skema, så man kan få hjælp hurtigst muligt.

Mindst hver 10. kvinde antages at få reaktion i let til svær grad i forbindelse med fødsel. En efterfødselsreaktion belaster hele familien i en situation, hvor der skal være overskud til at tage sig af det nye barn, og det kan desuden hæmme barnets udvikling.

Mænd kan også rammes af efterfødselsreaktioner i en sådan grad, at de mistrives.

Erfaringer viser, at et gruppetilbud til kvinder har meget god effekt. Det har stor betydning at være sammen med andre kvinder med sammenlignelige problematikker.

Screening for efterfødselsreaktion

I Randers kommune har vi tilbud om screening af alle førstegangsmødre. Flergangsmødre screenes efter behov. Hvis kvinden eller manden har symptomer på en efterfødselsreaktion, tilbydes der ekstra besøg af sundhedsplejersken.

Kvinder, der scorer mellem 8 og 12 point på EPDS-skemaet, tilbydes gruppeforløb med to sundhedsplejersker. Ved en score over 12 henvises til egen læge med henblik på psykologhjælp.

Kvinden indkaldes til en visitationssamtale med sundhedsplejersken inden gruppeforløbet.

Gruppen mødes syv til ni gange a 2½ times varighed, og der er ca. 14 dage mellem gruppeforløbene. Barnet deltager ikke.

Læs evt. mere om efterfødselsreaktioner i denne bog:
Fødselsdepression af Poul Videbech. PsykInfo Forlaget