At blive forældre

Som kommende forældre er det helt naturligt, at I tænker på, hvordan det bliver at få ansvaret for et lille menneske. Det er også naturligt i den første tid efter fødslen, at mange spørgsmål melder sig, og at det ind imellem kan føles overvældende, at jeres liv har forandret sig så meget.

Forskellige tanker og spørgsmål som kan melde sig inden fødslen:

  • Hvordan mon det kommer til at påvirke vores parforhold at blive forældre?
  • Hvordan bliver jeg som forælder?
  • Kommer jeg til at elske mit barn fra begyndelsen?
  • Bliver vi gode til at hjælpe hinanden?
  • Er der plads til et sexliv efter fødslen?
  • Hvad hvis barnet græder meget?

Andre spørgsmål der kan melde sig hos kommende og nybagte forældre:

  • Hvordan finder man ud af, hvad det lille barn har brug for?
  • Hvordan trøster man sit barn?
  • Hvordan ved man, at barnet får nok at spise?
  • Hvordan får man barnet til at sove?

Stol på, at I kan

Det hjælper meget, at I stoler på jer selv og lytter til jeres egne fornemmelser. Stol på, at I er de bedste til lige præcis jeres barn, og at det er jer, der kender jeres barn allerbedst. Tænk også på, at det hører med til at være gode forældre engang imellem at komme i tvivl eller være bekymret. Det er en god ide, at I taler sammen om det, der kan være svært, og i nogle situationer kan det også være en god ide at tale med andre om det. Du kan læse mere om det at blive forældre i bogen ”Barn i vente”.