Spiseproblemer

Det er helt almindeligt, at småbørn spiser varierende mængder både fra måltid til måltid og i perioder af deres liv.

Hvis barnet er aktivt og trives, er der sjældent grund til bekymring. Enkelte børn vil imidlertid udvikle spiseproblemer. Her kan du kontakte dit barns sundhedsplejerske eller egen læge, som kan give råd og vejledning.

En god regel er, at forældrene bestemmer, hvad der kommer på bordet, og barnet bestemmer, hvor meget der spises. Måltidet må ikke blive en "spiseeksamen", der skal bestås.

Børns indtag af mad kan være meget forskelligt fra dag til dag. Deres appetit afhænger af mange ting, f.eks. dagens aktivitetsniveau, madens udseende og duft, måltidsmønsteret og ikke mindst stemningen ved spisebordet.

Spisevægring ledsaget af utilstrækkelig vægtøgning kan være barnets reaktion på f.eks. at føle sig presset under måltiderne eller en reaktion på, at barnet og familien befinder sig i en stressende og belastende livssituation. Det kan imidlertid også være et tegn på sygdom. Kontakt din sundhedsplejerske eller læge, hvis dit barn har haft spisevægring over længere tid og ikke tager på i vægt eller får et nedsat fysisk aktivitetsniveau.