Sovestillinger og hovedfacon

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man lægger spædbørn til at sove på ryggen – det forebygger vuggedød. Når barnet selv kan vende sig, er det uden betydning, at det vender sig og sover videre på maven.

Sundhedsstyrelsen anbefaler desuden:

  • Udsæt ikke barnet for tobaksrøg efter fødslen.
  • Lad barnet sove køligt uden at være pakket tæt ind i dyner og tæpper.
  • Har barnet feber, klædes det af, så det kan komme af med varmen.

Et sikkert sted at sove

Det sikreste sted for et spædbarn at sove er i sin egen seng i samme rum som forældrene.

Hvis I sover sammen med barnet i jeres seng, så lad det sove mellem den ene af forældrene og barnets egen seng – uden risiko for at kunne falde ned mellem de to senge.

Sengen skal være tilstrækkelig bred, så barnet har lige så meget plads at sove på, som hvis det lå i sin egen seng, så det ikke risikerer at blive klemt af jer under søvnen. Madrasserne skal være faste og tætliggende, bedst er én stor madras. Større søskende og kæledyr skal ikke sove sammen med babyen. Barnet må ikke sove i en vandseng.

Forebyggelse af skæv hovedfacon og flad nakke

Sovende barn

Et nyfødt barns knogler er bløde og endnu ikke vokset helt sammen. Derfor bliver barnets hovedfacon påvirket af, hvordan det ligger. Vær derfor opmærksom på allerede fra fødslen, at det sovende barn skiftevis ligger med hovedet mod højre og venstre.

Vågent barn

Et nyfødt barn skal vænnes til at ligge på maven, når det er vågent. Det styrker barnets motoriske udvikling og forebygger udvikling af skæv hovedfacon. Det er også godt at være opmærksom på at bære barnet skiftevis på højre og venstre arm, da det også forebygger.